Det er østens synspunkt, at alle religioner, trods forskelligartede overbevisninger og skikke, blot er forskellige stier, der fører til den samme virkelighed. Som et gammelt japansk digt siger: “Der er mange stier ved bjergets fod, men på toppen er udsigten til månen den samme.”

I århundreder har Vestens tænkere grebet dette emne an udfra den særlige synsvinkel i den jødisk-kristne tradition. Denne fremgangsmåde kredsede omkring to fundamentale, men alligevel sammenhængende lærebegreber – troen på, at der er en personlig skaber, en Gud adskilt og forskelligt fra mennesket, og at menneskets højeste aktivitet er tilbedelsen af, bønnen til og ærbødigheden for denne Gud. Hvis troen ikke indeholdt disse læresætninger, blev den ikke regnet for at være en tro.

Denne doktrinære fremgangsmåde afspejler også den måde hvorpå de vestlige videnskabsmænd, helt tilbage fra det civiliserede samfunds begyndelse og op til for kun kort tid siden, søgte at analysere religionens tankegang og handlemåder. I århundreder har begreberne “religion” og “kristendom” været nærmest synonyme. Henrik Fieldings sarkastiske bemærkning: “Med religion mener jeg kristendom, med kristendommen mener jeg protestantismen, med protestantismen mener jeg Den Anglikanske Kirke, som indsat af loven”, fanger meget præcist tidens holdning. Faktisk så nægtede England at anerkende jødedommen som en egentlig religion i forhold til velgørenhedsspørgsmål så sent som i 1837.

At bedømme religioner udfra denne alt for simplificerede målestok, lukkede ikke kun dørene for mange religioner, men åbnede dørene for forfølgelse – og faktum var, at det at “definere” religion er langt mere end et spørgsmål om akademiske overvejelser. Det er en holdning, der har medført ulig behandling, diskrimination og endda vold.